Palatine, (via fr. fra lat. palatinus, adj. til palatium), middelalderlig betegnelse for et område, hvortil der var knyttet semiroyale magtbeføjelser uddelegeret af kronen. Oprindelig betegnelse for den romerske kejsers kammerherrer og de tropper, der beskyttede kejserens palads. I Det Østromerske Rige betegnede palatine de embedsmænd, der administrerede imperiets finanser og provinser.

Fra Otto 1. den Stores tid omtales palatine grever i Sachsen, Lothringen, Bayern og Schwaben. Af det kejserlige embede i Lothringen udsprang Rhinpalatinatet, hvis hertug i løbet af 1100-t. blev en af de mest magtfulde i Det Tysk-romerske Rige. I andre dele af imperiet mistede embedet betydning, selvom det blev arveligt under den tyske titel pfalzgraf.

I Frankrig blev visse af de største len fra 1100-t. benævnt palatine, først og fremmest Champagne. I Ungarn var palatine betegnelsen for den mest magtfulde person i riget efter kongen. I Polen blev rigets provinser kaldt palatinater, og deres herskere palatiner. Palatine blev i England brugt i en anden betydning om særligt privilegerede grevskaber uden for kronens ordinære administration. De tre store palatinater i England, Chester, Lancaster og bispedømmet Durham, blev skabt i slutningen af 1200-t. Visse af de engelske kolonier i Nordamerika, fx Maryland og Carolina, fik i 1600-t. rettigheder som palatine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig