Orakelben, skulderblade fra især svin, okse og får med indskrifter af den tidligste kendte kinesiske skrift. Orakelben blev brugt til varselstagning af konger ved Anyang fra Shangtiden (ca. 1650-ca. 1000 f.Kr.). Når benet blev udsat for kraftig varme fra en gloende metaldrager, fremkom sprækker, der blev tolket som meddelelser fra de kongelige forfædre. De spørgsmål, forfædrene fik stillet, blev ofte skrevet på benet, og til tider også forfaderens svar. Orakelbenene er vigtige kilder til den sene Shangtids religion og historie. Der kendes også orakelben fra det tidlige Zhoudynasti.