Opsigelse af forsikring er, hvordan forsikringstageren kan opsige sin private forsikring, fx husforsikring ved fraflytning.

Forsikringstageren kan benytte sig af det korte opsigelsesvarsel, som betyder, at forsikringstageren kan opsige forsikringen med 30 dages varsel til den 1. i en måned. Bruges den korte opsigelse, koster det normalt et gebyr.

Har forsikringstageren haft forsikringen i mere end 1 år, vil gebyret være omkring 50 kroner. Har forsikringstageren derimod haft forsikringen i mindre end 1 år, kan gebyret være væsentlig højere, fx 500 kroner.

Grunden til, at der er et gebyr, er, at forsikringsselskaberne har haft udgifter, da de oprettede forsikringen. Det er altid gratis at opsige sin forsikring til det normale udløb ved hovedforfald.

Man skal bare huske at kontakte sit forsikringsselskab mindst 1 måned før hovedforfaldet. Opsigelsen skal være skriftlig. Har forsikringstageren været udsat for en skade, har både forsikringstageren og forsikringsselskabet mulighed for at opsige forsikringen med 14 dages varsel. Denne skriftlige opsigelse kan først laves efter, at forsikringstageren har lavet en skriftlig skadeanmeldelse til forsikringsselskabet, og skal være lavet senest 1 måned efter, at forsikringstageren har modtaget erstatning eller afslag fra sit forsikringsselskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig