Muskatnødfamilien, Myristicaceae, familie af tokimbladede planter i magnolieordenen med ca. 20 slægter og 475 arter, de fleste i tropisk regnskov. Det er stedsegrønne træer med hele blade uden fodflige; hele planten indeholder forskellige aromatiske stoffer. Blomsterne er enkønnede og har oftest tre kødfulde, farvede blosterblade. Frugten er kødfuld eller læderagtig og opspringende; den indeholder et enkelt, stort frø omgivet af en frøkappe.