musikteori

Musikteori, videnskabelig undersøgelse af musik og dens elementer og dermed et hovedområde inden for musikvidenskab og musikpædagogik.

Antikkens musikteori var spekulativ. De love, der ved målinger af tonehøjder og intervaller blev fundet og udtrykt ved enkle talforhold, blev indlemmet i en filosofisk verdensforklaring.

Middelalderens teoretikere behandlede i takt med flerstemmighedens udvikling også i stigende grad praktiske og beskrivende sagforhold, fx notationsformer, samklange og stemmeføring.

I forlængelse heraf har musikteorien udviklet en række didaktiske discipliner: Musiklære er elementær musikteori omfattende akustik, notation, tonalitet, intervaller, skalaer, melodi, rytme, klang, instrumenter, satsformer m.m.

Formlære er en analytisk disciplin i tilknytning til musikhistorie i form af stil- og værkanalyse.

Instrumentationslære bygger på instrumentlæren og er en del af kompositionslæren.

Harmonilære er læren om harmonierne (akkorderne) og deres brug i praksis og derfor en satsteknisk disciplin bestående af harmonisk analyse og harmonisering, dvs. flerstemmig udsættelse af melodier.

Kontrapunkt er læren om udformning af melodilinjer i flerstemmig (polyfon) sats og således ligesom harmonilære en satsteknisk disciplin.

I nutiden bruges ordet musikteori desuden i betydningen teorier om musik (jf. kunstteori og litteraturteori); nye indfaldsvinkler og problemstillinger af fx æstetisk, sociologisk og psykologisk art har gjort musikteori til et vidtstrakt område for tænkning om musik med inddragelse af begreber fra andre videnskaber.