Music-hall, engelsk varietéform, der var særlig populær fra midten af 1800-t., idet man på etablissementer, der udbød musikalsk underholdning, både måtte spise, drikke og ryge, hvilket i 1843 var blevet forbudt ved lov på teatrene. I 1854 begyndte Charles Morton at tage en beskeden entré for underholdningen, og det markerede ændringen fra pub- og restaurantunderholdning til egentlig music-hall. En hall kunne huse op til 2000 spisende og ikke mindst drikkende gæster ad gangen. De første halls havde en chairman, der både præsenterede de skiftende kunstnere og holdt en dialog i gang med publikum, bl.a. ved at foreslå fællesskål og -sang. Underholdningen bestod af sange, monologer og efterhånden også artistoptræden af fx jonglører og linedansere. Især sangerne opnåede en enorm popularitet; der var cockney-typen, levemanden og den lille uskyldige pige med det frække blik. Mange indslag bevægede sig på kanten af, hvad der var god tone i Victoriatidens bornerte England, men omkring århundredskiftet begyndte kongehuset at interessere sig for udvalgte music-hall-kunstnere.

Frem til 1. Verdenskrig udviklede den engelske music-hall sig fra det pubagtige til det mere teater- eller varietéprægede, hvor publikum sad på stolerækker i stedet for ved borde. Efter krigen stod music-hallen sig stadig dårligere i konkurrencen med først filmen og senere tv, og mange kunstnere søgte da også over i de nye medier. Store filmkomikere som Charles Chaplin og Stan Laurel (Gøg) har fx trådt deres barnesko i den engelske music-hall. Der findes i dag (1999) kun enkelte halls tilbage i England; kendtest er Leeds City Varieties, hvorfra tv i 1960'erne og 1970'erne sendte en række udsendelser med Leonard Sachs (1909-90) som chairman.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig