Montage, (fr., af monter 'sætte op, montere'), i kunstarterne betegnelse for værk eller teknik, hvor forskellige elementer kombineres i en helhed. Det kendes som litterær teknik, bl.a. hos John Dos Passos, og i form af radiomontage; udtrykket bruges dog især om filmklipning. Inden for russiske stumfilm argumenterede instruktører som Eisenstein, Pudovkin og Kulesjov i teori og praksis for montagen som bærende for hele filmsproget. Senere er udtrykket mest blevet anvendt om såkaldte montagesekvenser, hvor en række klip, ofte understøttet af underlægningsmusik, sammenfatter et længere tidsrum i fortællingen.