Metamikt, (af meta- og gr. miktos 'blandet'), nedbrydning af mineralers krystalstruktur pga. stråling fra indhold af de radioaktive grundstoffer uran og thorium. I tilfælde af total nedbrydning bliver mineralerne amorfe. Nedbrydningen er ledsaget af oxidation og vandoptagelse, hvorfor metamikte mineraler ofte er omgivet af rustzoner og af radierende sprækker forårsaget af rumfangsforøgelse pga. vandoptagelsen.