mellus

Mellus. Væksthusmellus med æg på blad.

.

Artikelstart

Mellus, Aleyrodoidea, overorden af næbmundede insekter beslægtet med bladlus og bladlopper. Deres navn kommer af, at de er dækket af et hvidt vokspudderlag. De kaldes også "hvide fluer". De er ganske små, 1-2 mm, med hvide vinger, som kun har få ribber, og de ernærer sig af plantesaft, som de opsuger gennem en snabel. Hanner findes, men jomfrufødsel (partenogenese) er almindelig hos flere arter. Æggene er stilkede og lægges på undersiden af blade.

Ungerne, nymferne, gennemløber fire stadier. I det første stadium er de flade og ovale og kan bevæge sig. I de følgende stadier er benene reducerede, og i det fjerde stadium er de ganske ubevægelige. Dette stadium kaldes puppestadium, selvom mellusene har ufuldstændig forvandling. I Danmark findes en halv snes arter, bl.a. væksthusmellusen (Trialeurodes vaporariorum), som kun lever indendørs og optræder som skadedyr, især på tomater og græskar.

Også andre arter af mellus kan optræde som skadedyr i væksthuse, bl.a. på agurk, tomat, melon, julestjerne og gerbera.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig