Manicure, (fr., af lat. manus 'hånd' og cura 'pleje, omsorg'), plejende og forskønnende behandling af hænder og negle. En manicure indledes med, at neglene formes med fil, så de har samme facon (spidse, afrundede, firkantede). Herefter masseres neglebåndene med speciel olie eller neglebåndsfjerner, og hænderne blødgøres 5-10 minutter i vand tilsat rensende produkter. Derefter masseres neglebåndene eller skubbes ned med en speciel neglepind; negleflosser og områder med hård hud files væk, og neglerødder fjernes. Hånden indsmøres i en fed massagecreme og masseres. Behandlingen afsluttes med, at neglene poleres eller lakeres. Hvis der benyttes en farvet lak, beskyttes neglepladen forinden med en underlak, så farvestoffer fra den farvede lak ikke trænger ned i neglepladen og misfarver den. Se også pedicure.