Magnetoresistans, i fysikken den ændring i elektrisk resistans, der forekommer i en strømførende metallisk leder eller halvleder, når den påtrykkes et magnetfelt. Effekten blev opdaget af Lord Kelvin i 1857. Magnetoresistans er en af de galvanomagnetiske effekter (se galvanomagnetisme), som forekommer i alle metaller, men den er mest fremtrædende, når metallerne er ferromagnetiske.
Ved den transversale magnetoresistans er det påtrykte magnetfelt vinkelret på strømretningen. Som hovedregel øger magnetfeltet lederens resistans pga. den anisotropi, der hidrører fra det krystallinske gitter. Når magnetfeltet er parallelt med strømretningen, kan der i anisotrope medier forekomme longitudinal magnetoresistans.
Visse magnetiske systemer bestående af skiftende, ultratynde lag af et magnetisk og et umagnetisk materiale udviser en meget stor magnetoresistans, der benævnes gigant-magnetoresistans, GMR. GMR, der blev opdaget i 1988 af A. Fert og P. Grünberg, udnyttes nu som standardteknologi i læsehoveder til harddiske. Magnetoresistansen er også værdifuld ved studiet af faste stoffers elektronstruktur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.