Mælkeallergi, overfølsomhed for et eller flere proteiner i mælk, oftest komælk. Overfølsomheden kan vise sig ved hududslæt i form af nældefeber eller diarré ledsaget af kolik. Der kan også ses opblussen af eksem eller astma. Allergien viser sig oftest inden for det første leveår og aftager i de fleste tilfælde i løbet af to til tre år.
Hvis et spædbarn lider af mælkeallergi, er det særlig vigtigt, at det ammes. Hvis dette ikke er muligt, anbefales det, at barnet ernæres med en særlig form for modermælkserstatning (se modermælk), hvis komælksprotein er delvis nedbrudt.
Mælkeallergi må ikke forveksles med mælkesukkersygdom (laktoseintolerans), som skyldes mangel på enzymet laktase.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.