lyskunst

Lyskunst, kunstværk, hvor kunstigt lys udgør det væsentligste materiale. Blandt de tidligste forsøg med en rent lysbaseret kunst er László Moholy-Nagys lysinstallation Lys-rum-modulator fra 1922-30, hvor elektriske pærer spillede en afgørende rolle for etablering af en dramatisk konfrontation mellem værk og beskuer.

For eksperimenterende kunstnere i 1960'erne som Dan Flavin og Bruce Nauman fik neonlys og andre former for kunstlys stor betydning, fordi materialet med sin høje grad af anonymitet formår at lede opmærksomheden væk fra kunstneren som person i retning af de rent rumlige kvaliteter.

Avanceret lysteknologi, bl.a. laser, har desuden gjort det muligt at skabe suggestive rumvirkninger, hvor spændingen mellem lysets både konkret-fysiske og metafysiske karakter ofte bliver en vigtig faktor, således hos Otto Piene.

Blandt danske lyskunstnere er Gunnar Aagaard Andersen, Thorbjørn Lausten og Kirsten Lockenwitz.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig