Liposomer, (af gr. lipos 'fedt' og soma 'legeme'), syntetisk fremstillede mikroskopiske blærer med en ydre, helt lukket dobbelt lipidmembran af fosfolipider og med et indre vandmiljø. Liposomer er ikke i sig selv aktive, men menes at kunne fungere i cremer som transportører af forskellige indkapslede aktive stoffer, der ellers ikke ville kunne trænge gennem hudens fedtholdige hornlag. Liposomer anvendes specielt i fugtigheds- og rynkecremer og er desuden med til at forlænge holdbarheden af de virksomme stoffer.

Der er uenighed om, hvorvidt liposomer kan trænge gennem huden; nogle har den opfattelse, at de bliver klemt i stykker under påsmøring. I forskningsøjemed anvendes liposomer som modeller for de naturlige cellemembraner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig