linjetegning

Linjetegning, tegningssæt, der fastlægger et skibs eller en båds skrogform på basis af fartøjets beregnede vægt og tyngdepunktsplacering. Linjetegningen består som oftest af tre deltegninger, opstalt, vandlinjeplan og spanterids, der viser skæringen mellem skroget og tre sæt indbyrdes parallelle planer, nemlig et sæt lodrette planer parallelle med diametralplanet, der viser snittene (opstalten), et sæt planer parallelle med konstruktionsvandlinjen, der viser vandlinjer ved forskellige dybgange (vandlinjeplanen), og et sæt lodrette planer vinkelrette på diametralplanet, der viser spanteformerne (spanteridset). Ofte lægges yderligere nogle planer vinkelrette på spanteplanerne, men skrå i forhold til diametralplan og vandlinjer. Deres snitlinjer kaldes sent, og de udtegnes som regel på vandlinjeplanen. Derudover kan andre snitflader vises, hvis skroget har usædvanlige lokale former, eller konstruktøren vil sikre sig, at skroget får den ønskede form især ved hæk og stævne.

Da et fartøjs skrog som regel er symmetrisk om diametralplanet, tegnes vandlinjer og spanter kun for fartøjets ene side. Linjetegninger blev tidligere håndtegnet vha. simple tegnerekvisitter; nu udføres de som regel vha. it med egnede CAD-programmer (computer aided design), og de fremkomne mål kan siden med CAM-programmer (computer aided manufacturing) anvendes på værftet ved fremstillingen af skibsdele i fuld størrelse.