Levende sten er en slægt af små, sukkulente ørkenplanter med ca. 35 arter i familien Aizoaceae. De vokser i tørre områder i Sydafrika.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Lithops
Planterne har en ganske kort underjordisk stængel. Årligt dannes to modsatte, sukkulente blade, hvis øverste del er affladet og ofte med et gennemsigtigt "vindue" med underliggende vandvæv og fotosyntesevæv. I områder med høj lysintensitet findes i cellerne et lag af calciumoxalat, der beskytter grønkornene. Mod vækstsæsonens slutning dannes en enkelt, sjældent to-tre blomster. Nye skud dannes fra vandvævet i det gamle bladpar, der bliver tilbage som en vissen skede.
Arterne danner let hybrider, og mange dyrkes som stueplanter og er samlerobjekter. Slægten er også et yndet udstillingsobjekt i botaniske væksthuse.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.