Lazurit, (af lasur og -it), kubisk mineral med azurblå eller grønligblå farve. Det tilhører sodalitgruppen. Hårdheden er 5-6, massefylden 2,4 g/cm3, og lazurit spalter i seks retninger efter rombedodekaedret. Kemisk sammensætning: (Na,Ca)8(SO4,S,Cl2)(AlSiO4)6. Mineralet, der har glasglans, er sjældent og findes især i kontaktmetamorfoserede kalksten. De største og mest berømte forekomster er i Afghanistan, men lazurit fås også fra området omkring Bajkalsøen i Rusland og fra Chile. Mineralet har været brugt til fremstilling af malerfarven ultramarin, men anvendes i dag som smykke- og dekorationssten. Lazurit er hovedbestanddelen af smykkestenen lapis lazuli.