Lar, (lat., af ukendt opr.), i romersk religion nogle væsener (lares), om hvis oprindelige funktion der hersker stor usikkerhed. De anråbtes i arvalbrødrenes sang og hører til de ældste lag af romersk religion.

I klassiske tekster er de bl.a. beskyttere af veje, vejkryds (lares compitales) og af vejfarende. Hver husstand havde sin beskyttende lar familiaris; senere sammenblandedes denne med penates til et væsen, der minder om den nordiske nisse. I romerske huse var der et lille alter, som undertiden kaldes lararium; de almindeligste klassiske ord for dette er dog sacellum og aedicula, 'den lille helligdom'. Her dyrkedes mange forskellige guddomme, bl.a. larer og penater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig