kurvestyret tog

Kurvestyret tog, tog, hvis vognkasse ved kørsel i en kurve hældes mod kurvens centrum, hvorved sideaccelerationens (centrifugalkraftens) påvirkning på passagererne reduceres, og komforten forbedres. Ved anlæg af jernbanestrækninger er det normalt i kurver at lægge den yderste skinne højere end den inderste. Forskellen mellem de to skinnestrenge kaldes overhøjden, hvis størrelse er bestemmende for, hvor hurtigt kurven kan passeres med en given sideacceleration; jo større overhøjde, jo større tilladelig hastighed uden væsentlig komfortforringelse for passagererne. Da langsomtkørende tog også skal kunne passere kurverne uden for stor kraftpåvirkning mod kurvens centrum, er der imidlertid en øvre grænse for overhøjdens størrelse, og en given kurverig strækning vil således have en maksimal tilladelig hastighed. Ønskes denne hævet, kan dette fx gøres ved at indsætte kurvestyrede tog, idet kurvestyringen giver samme effekt i kurverne som ekstra overhøjde.

Den almindeligste type kurvestyrede tog har aktiv styring, som ved hjælp af signaler fra accelerometre hælder vognkassen via elektriske, hydrauliske eller pneumatisk aktiverede mekanismer, når toget kører ind i kurven. De kendteste tog af denne type er det italienske Pendolino og det svenske X 2000 (se højhastighedstog). Talgotoget har i modsætning til de aktivt styrede systemer et passivt krængningssystem, der som følge af ophængningsgeometrien for vognkassen ved hjælp af sideaccelerationen selv hælder vognkassen mod kurvens centrum.