krampe

Artikelstart

Krampe, konvulsion, ufrivillig, voldsom og smertefuld muskelsammentrækning. Krampe er et symptom, der kan optræde ved flere forskellige sygdomme. En vedvarende krampe kaldes tonisk; rykvise, rytmiske kramper kaldes kloniske. Toniske kramper efterfulgt af kloniske trækninger i ansigt, arme og ben ledsaget af bevidstløshed er karakteristiske for det generelle epileptiske krampeanfald, se epilepsi.

Hysteriske kramper er mere uregelmæssige og voldsomme rystelser uden bevidstløshed, men kan ligne epileptiske krampeanfald. Se også hyperventilation, lægkrampe og stivkrampe.

Børn

Kramper hos børn forekommer hyppigst som feberkramper, der optræder hos ca. 3% af børn mellem 1/2 og 5 år. I samme aldersgruppe optræder affektkramper, dvs. ikke-epileptiske anfald af godartet natur.

Ved børneepilepsi (se epilepsi) kan generelle kramper forekomme, mens barnet er nyfødt og senere i spædbarnealderen som de sjældne, infantile spasmer (Salaamkramper) som udtryk for alvorlig hjernesygdom. Hos større børn kan krampe være en komplikation til spastisk lammelse.

Natlige anfald af ensidige trækninger i ansigtet og armen på samme side ledsaget af strubelyde er karakteristiske for rolandisk epilepsi, benævnt efter den fure i hjernebarken, hvorfra anfaldene udløses; denne godartede epilepsiform optræder hyppigst hos drenge i alderen 7-12 år. Se også infantile spasmer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig