Kornelfamilien, Cornaceae, familie af tokimbladede planter med 2 slægter og ca. 85 arter. Kornelfamilien forekommer hovedsagelig på den nordlige halvkugle med flest arter i Nordamerika og Østasien. De har små, fire- eller femtallige blomster med dobbelt bloster samlet i hoveder eller skærmlignende toppe. Frugten er en stenfrugt eller et bær med 1-4 kerner, respektive frø. Arter af bl.a. slægten kornel dyrkes pga. det dekorative løv.