Kartoffeltrøffel, Choiromyces maeandriformis, art i bægersvampordenen; den største kendte trøffel i Danmark, 5-15 cm bred. Overfladen er jævn og lyst gulbrun, lugten er ved modenhed sødlig og lidt vammel. Kartoffeltrøffel er efter tilberedning velsmagende, nærmest nøddeagtig. Den kendes kun fra tre fund ved Jyllands østkyst, senest fra 1993.