Karajá, indiansk gruppe på ca. 2000, der lever i Centralbrasilien ved Araguaiafloden. Karajá har, siden brasilianske guldgravere trængte ind i området, fået visse vestlige træk; fx bygger de i dag firkantede huse, der lægges på række i landsbyen. De er kendt for at fremstille siddende lerfigurer forestillende karajáindianere til turister og for deres udsøgte fjerarbejder. Som mange andre ge-folk praktiserer karajá en ceremoniel dualisme. Landsbyen er delt i to halvdele efter patrilineære principper, der konkurrerer indbyrdes med sang og danseoptræden, fx i forbindelse med drengenes indvielse til manddom.