Kølle, (af oldn. kylfa, opr. 'træstykke med klump'), inden for musikken et redskab, som anvendes til at anslå forskellige slaginstrumenter, fx pauke, gong, klokkespil og xylofon. Køller består af et skaft med et hoved, der evt. kan være beklædt med forskellige materialer; de bruges enten parvis eller enkeltvis og findes i forskellige størrelser.