Jukeboks, (af am.eng. jukebox, af juke 'værtshus', af vestafr. opr., og box 'æske, kasse'), møntautomat, der automatisk afspiller de grammofonplader eller cd'er, som en bruger vælger via en programtavle. Jukebokse kan indeholde op til 200 plader.

Jukebokse blev udviklet i USA i 1920'erne. De fik et stort gennembrud i 1950'ernes ungdomskultur, fordi plader var dyre, og jukebokse gjorde det muligt at danse og høre musik sammen med andre unge, fx på kaffebarer. For musikindustrien tjente jukeboksen som tælleapparat og indikator af publikums smag, idet den registrerede, hvilke plader der blev spillet mest.

Den seneste variant af musikautomater er Laser Music fra 1986, der overfører cd-teknikken til jukeboksen, men også videodiscautomater har været forsøgt som en fornyelse af mediet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig