individuation

Individuation, psykologisk term indført af C.G. Jung i 1921; et nøglebegreb i analytisk psykologi. Individuation betegner den proces, hvorved et menneske både bliver sig selv bevidst i sin egenart og samtidig accepterer blot at være én blandt andre mænd og kvinder.

Jung brugte oprindelig begrebet til at beskrive en instinktmæssigt funderet personlighedsudvikling, der satte ind omkring livsmidten, og som kredsede omkring en bevidstgørelse af forholdet til selvet.

Selvet er i den analytiske psykologi en særlig betegnelse for hele personlighedens samlende princip. Til forskel fra jeget, der ses som centrum for bevidstheden, omfatter selvet både det bevidste og det ubevidste. Hvad man i daglig tale kalder "at blive bevidst om sig selv" eller "at realisere sig selv", er imidlertid ikke det samme som erkendelse af selvet.

Selvet er en arketype, som ikke kan bevidstgøres og integreres på samme måde som fortrængte dele af jeget. En identifikation med selvet kan fx føre til narcissistisk prægede grandiose forestillinger og selvoptagethed. En vellykket individuationsproces må snarere opfattes netop som en modifikation og overvindelse af narcissistiske længsler, bl.a. karakteriseret ved accepten af ens personlige begrænsninger såvel som begrænsningerne ved menneskelivet, især døden.

Der skal yderligere skelnes mellem individuation og individualisme, hvor den sidste ophøjer et individs særegenhed, men ikke anerkender fællesskabets forpligtelser og ansvar.

Jung mente, at især den spontane fremkomst i drømme og fantasier af helhedssymboler som cirkel, kugle og forskellige variationer af firhedsmønstre viste hen til, at en individuationsproces var i gang. I Jungs publicerede casebeskrivelser af individuation spiller drømme, fantasier og billeder en så stor rolle, at individuationsprocessen populært ofte omtales som "den indre rejse". Dette sammenholdt med, at Jung vurderede individuation til at være en ret sjælden foreteelse, har til tider kastet et esoterisk eller ligefrem elitært skær over begrebet.

Der synes blandt analytiske psykologer i dag at findes en tredelt opfattelse: 1) Individuation ses som en proces, der bevidstgøres i en jungiansk analyse; 2) som en naturlig proces, der begynder i anden livshalvdel; 3) som en naturlig proces, der begynder i barndommen og foregår livet igennem.

Den sidste opfattelse kan næppe skelnes fra en generel personlighedsmodning og synes at repræsentere et forsøg på en demokratisering af begrebet.