Ifugao, filippinsk folk, som bor i dalene i provinsen Ifugao på den nordlige del af Luzon og omfatter ca. 200.000 mennesker (2010). De taler et vestaustronesisk sprog og ernærer sig primært ved dyrkning af sumpris på ofte ganske smalle kunstvandede marker, der er anlagt på terrasser op ad stejle bjergsider; deres huse, som ligger i små klynger, er ligeledes bygget på terrasser over hinanden. Ifugao er bl.a. kendt for risterrasserne i Banauedalen og for deres træskærerarbejder.

Deres religion rummer et stort antal guder og ånder, og risdyrkningen er i alle stadier ledsaget af religiøse ceremonier; tidligere var hovedjagt, som blev anset for frugtbarhedsfremmende, knyttet dertil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig