Husleje, boligafgift, beløb, som en lejer af en bolig, en butik eller et andet lokale betaler til udlejer. I princippet skal huslejen dække udlejers kapitalomkostninger, dvs. renter af lån og af eget kapitalindskud, løbende driftsudgifter inkl. skatter og afgifter, hensættelser til reparation og vedligeholdelse samt en evt. fortjeneste ved ejendommens drift. I praksis er huslejen bestemt af de lejefastsættelsesregler, der er fastlagt i lovgivningen, og af den generelle boligstøtte, der ydes til de forskellige typer af udlejningsboliger.

Erhvervslejen reguleres i overensstemmelse med Lov om lejeregulering af erhvervslokaler, og huslejen i almennyttige boliger er omkostningsbestemt og fastsættes under hensyntagen til reglerne i Lov om boligbyggeri. I det private udlejningsbyggeri har huslejen siden 1976 været fastsat efter det omkostningsbestemte princip i Lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Kapitalafkastets størrelse har været uændret siden 1976, mens hensættelserne er øget væsentligt. Virkningen af huslejereguleringen er, at der ikke er en konsekvent sammenhæng mellem huslejens størrelse og boligens kvalitet. Gentagne gange har man diskuteret en afregulering af huslejefastsættelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig