højvoltbestråling

Højvoltbestråling, kræftbehandling med røntgen- eller gammastråler med høj energi, dvs. over 1 MeV. Strålingen frembringes i en lineær elektronaccelerator, hvor elektronerne accelereres af en højfrekvent radarmikrobølge og efter afbøjning i et magnetisk felt bringes til anslag mod et opbremsningsmateriale (target), hvorfra energien afgives som stråler med høj energi.

Den første form for højvoltbestråling var cobaltbestråling, se cobalt (cobaltbestråling); siden 1960'erne er højvoltbestråling med endnu højere energi den foretrukne form for strålebehandling, idet der derved opnås større gennemtrængning og præcision med færre bivirkninger udløst af strålespredning. Med anvendelse af moderne præcisionsapparatur og computerteknologi kan der gives højvoltsstrålebehandling med meget større præcision og derved færre bivirkninger.