fotosensibilisering

Fotosensibilisering, soleksem, lyseksem, overfølsomhed hos husdyr over for langbølget lys i modsætning til almindelig solskoldning, der skyldes kortbølget, ultraviolet lys. Tilstanden opstår, når stoffer af porfyrin-natur optræder i hudens blodkar og her aktiveres under lysets påvirkning. Sådanne stoffer forekommer bl.a. i perikon samt i boghvede, som herved kan forårsage en særlig soleksem, fagopyrisme.

Porfyrinstoffer kan også dannes i tarmkanalen ved nedbrydning af planters klorofyl. Hos raske dyr udskilles stofferne fuldstændigt i leveren, men ved leverlidelser, fx skrumpelever, er udskillelsen nedsat, og porfyrinerne slipper over i kredsløbet, hepatogen fotosensibilisering. Symptomerne er svær hudbetændelse med vævsdød, nekrose, der kan resultere i afstødning af store hudområder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig