Fosterdød, fostertab, hos husdyr enten embryonaldød eller føtaldød. Fostertab indtil den 42. dag af drægtigheden kaldes embryonaldød; føtaldød er fostertab fra den 42. dag og indtil fødslen. Fosterdød rammer 45-50% af de bedækkede dyr, og langt den største del er embryonaldød (35-45%).

I langt den overvejende del af tilfældene er der absolut ingen forklaring på fosterdøden, men det er formodentlig fostre med letale genetiske fejl eller med misdannelser opstået under embryonaludviklingen, som aborteres. Både bakterie- og virusinfektioner kan forårsage fostertab, specielt de aborter, som optræder i den sidste del af drægtigheden. En af de kendte bakterieinfektioner er brucelloser.

For at få det samlede tab skal der til fostertabet lægges de 5% af æggene, som ikke befrugtes; dermed vil under halvdelen af de bedækkede dyr give ophav til levende afkom. Fostertab er derfor en økonomisk vigtig faktor i husdyravl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig