forvaltningsdomstol

Forvaltningsdomstol, I de fleste vesteuropæiske stater findes to sideordnede domstolssystemer: Almindelige domstole, der behandler straffesager og afgør tvister mellem borgerne, og forvaltningsdomstole, der afgør tvister mellem forvaltningen og borgerne. Forvaltningsdomstolenes dommere er som de almindelige domstoles uafhængige, men de rekrutteres fra kredse, der er fortrolige med forvaltningsforhold. Processen for forvaltningsdomstole præges endvidere af større indsats fra domstolen end sædvanligt ved de almindelige domstole.

I Danmark, Norge og Storbritannien findes ingen forvaltningsdomstole; tvister mellem forvaltningen og borgerne afgøres af de almindelige domstole. Den danske Grundlov § 63, stk. 2 bestemmer, at forvaltningsretlige tvister ved lov kan henlægges til forvaltningsdomstole, "hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets højeste domstol". Dette hindrer indførelse af to sideordnede domstolssystemer, og der findes ikke i 1996 i dansk ret organer, der med rimelighed kan betegnes som forvaltningsdomstole.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig