Formlære, inden for musikken læren om musikstykkers opbygning (se også musikkens former). Oprindelig var formlæren en vejledning i komposition, men i 1800-t. blev den udviklet til en videnskabelig disciplin, der gennem analyser af enkeltværker og -satser fra forskellige stilperioder har som mål at beskrive strukturerne i såvel musikalske genrer (fx sonate, symfoni, suite, koncert, messe, kantate, oratorium) som i grundlæggende satstyper (fx todelt liedform, barform, sonateform, fuga, ostinate satser, motet). Betegnelsen formlære anvendes også som sproglig term, se morfologi.