Forholdsordre, stående ordre til forsvarets eller andre myndigheders styrker og enheder om, hvordan der skal handles i situationer, hvor der ikke er tid til eller mulighed for at indhente ordrer, fx ved uvarslet angreb eller katastrofer. Den gældende militære forholdsordre fra 1952 er affødt af begivenhederne den 9. april 1940 og skal sikre, at militære styrker og enheder uden nærmere ordre optager kampen, hvis dansk territorium eller danske enheder uden for dansk territorium angribes.