Floraelement, floristisk element, geoelement, gruppe af plantearter med ens udbredelse. I Danmark kan man fx tale om et atlantisk element af arter, der er knyttet til oceanisk klima, bl.a. klokkelyng, benbræk og vedbend-vandranunkel, og et sydøstligt element af arter, der har deres hovedudbredelse i de kontinentale dele af Europa, fx svalerod, glat rottehale og liden sneglebælg. I den nordiske flora er rødgran et østligt element, idet den efter istiden er vandret ind fra Rusland via Finland og derefter mod syd på Den Skandinaviske Halvø. Bøg er et subatlantisk element, der undgår de ekstremt atlantiske såvel som de mest kontinentale dele af Europa.

Der skelnes mellem ca. 40 nordiske floraelementer. Tilsvarende inddelinger er gennemført i den centraleuropæiske flora af især tyske plantegeografer. Ud fra udbredelsesmønstre kan udledes oplysninger om en floras oprindelse og udvikling. Fx findes et grønlandsk-amerikansk element i den skandinaviske fjeldflora; ca. 30 plantearter forekommer i de svensk-norske fjelde, Grønland og arktisk Nordamerika, men mangler i Centraleuropa, Rusland og Sibirien. Efter istiden kan de således næppe være vandret ind fra syd eller øst; deres forekomst i Norden må enten skyldes langdistancespredning vestfra eller — mere sandsynligt — at de har "overvintret" i isfri områder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig