Faglærer, dels en lærer, der underviser i ét bestemt fag, dels en lærer, som har aflagt faglærereksamen. Denne eksamen, der blev oprettet i 1905 som uddannelse for kvinder, sigtede oprindelig primært imod virksomhed i den private højere pigeskole. Forberedelsen foregik enten på et kursus eller ved selvstudium. Eksamen omfattede to fag og bestod af en teoretisk prøve, som i visse fag næsten var på niveau med bifag til skoleembedseksamen, og en praktisk prøve, som blev aflagt i en eksamensklasse på en skole.

I 1919 blev det tillige tilladt seminarieuddannede lærerinder at aflægge faglærereksamen; de kunne nøjes med ét fag. I 1922 fik også mænd adgang til at indstille sig til faglærereksamen. Et betydeligt antal faglærere uden lærereksamen fik ansættelse ved de private eksamensskoler. I sidste halvdel af 1970'erne blev ordningen afviklet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig