Esse, herd, åbent ildsted for opvarmning af jern til smedning. Essen er ofte opmuret som en bænk i skorstenen, dels for at lede røgen væk, dels for at begrænse dagslyset, der vanskeliggør bedømmelsen af jernets temperatur. Den udformes med en fordybning, ildgruben, der ligesom andre udsatte partier ofte er af støbejern. Blæseluften, som produceres med hånddreven bælg eller med motordreven blæser, kommer enten ind i ildgrubens bund eller fra siden. Brændslet er trækul eller i nyere tid bagende stenkul. Når essen er i gang, fyres med drivende våde kul. Jernets temperatur er ved smedningens begyndelse ca. 1100 °C og må ikke falde til under 900 °C. Ved essesvejsning er temperaturen dog kortvarigt så høj som 1350 °C, "jernet tager hitz". I en smedeesse dannes der ikke særlig meget slagge; denne er af en porøs natur med højt SiO2-indhold pga. det påkastede sand.

I ældre tid forekom varianter som nitte- og feltesser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig