Enkimbladede, Monocotyledonae, Liliopsida, den ene af de to hovedgrupper af dækfrøede planter; omfatter ca. 55.000 arter, bl.a. liljer, græsser, halvgræsser og orkidéer samt i tropiske egne fx banan- og ananasfamilierne. De fleste af gruppens medlemmer er urter, men der findes også træer og lianer, fx i palmefamilien.

Kimplanten har kun ét kimblad; kimroden lever kun i kort tid og erstattes af adventivrødder. Stængelen har spredte ledningsstrenge og mangler normalt sekundær tykkelsesvækst. Bladene er simple, parallelnervede og mangler fodflige. Blomsterne er oftest tretallige og er ikke opdelt i bæger og krone. De fleste arter bestøves af insekter, men vindbestøvning forekommer i bl.a. græs- og halvgræsfamilierne, hvor blosteret er reduceret eller mangler helt.

Denne udviklingsgren anses nu for at stamme fra primitive tokimbladede; se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig