Enhedstryk, i sprogvidenskab udnyttelsen af tryk til at markere, at to eller flere ord tilsammen udgør en betydningsmæssig og grammatisk helhed. Enhedstryk i fx dansk manifesterer sig dog ikke ved et ekstra stærkt tryk på et bestemt ord i en sådan helhed, men derimod ved, at trykket på de ord, der ikke står til sidst, bortfalder, mens trykket bevares på det sidste ord i helheden. Enhedstryk er hyppigt i faste udtryk som gå i hundene. I dansk spiller enhedstryk i øvrigt en vigtig rolle i præpositionsforbindelser, fx i seng, i forbindelser af verbum med adverbium, fx gå hjem, og endelig i forbindelser af verbum med et efterfølgende substantiv uden artikel eller andet bestemmerord. Et eksempel på sidstnævnte konstruktionstype er købe hus eller købe nyt hus med tryktab på verbet til forskel fra købe et hus eller købe huset med bevaret tryk på verbet (se også inkorporering).

Betydningen af et sprogligt udtryk kan være forskellig med og uden enhedstryk: Hvis trykket på i gå i vandet bortfalder, tales der om badning (eller om at dumme sig); hvis trykket på verbet derimod bevares, tales der om det at vade i vand. Sådanne trykregler er sprogspecifikke; i dansk er der yderligere en vis regional variation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig