Doussié, veddet fra flere arter af det afrikanske tropetræ Afzelia. Veddet har ringe svind og er modstandsdygtigt over for vejr, svampe og insekter; desuden er det syrefast. Det anvendes som konstruktionstræ til mange formål såsom indvendigt snedkerarbejde, møbler, gulve, finer, laboratorieborde og ved vandbygning som fx havne og sluseporte.