dignitas

Dignitas er et latinske begreb, der egentlig betyder værdighed. Dignitas var i Romerriget et samlebegreb for ære, mandighed, menneskelighed, prestige og selvfølelse og relateredes både til ens ydre og indre, idet det gik både på ens prestige set med samfundets øjne og på ens egen selvværdsfølelse og selvrespekt. Det var indbegrebet af en romers position i samfundet, hans rigdom og den plads, han havde krav på efter egne og sin slægts fortjenester. Begrebet var en slags måleinstrument for, hvordan man selv og andre betragtede ens hæder, værdighed, prestige, position, ære etc.

Det var opfattelsen, at en mands dignitas levede videre, når han var død. Når en romersk mand blev adopteret fik han del i adoptivfaderens dignitas. Derfor blev den 19-årige Octavian (den senere kejser Augustus) i 44 f.Kr. en mand af mægtig betydning efter Julius Cæsars død, fordi Cæsar i sit testamente adopterede Octavian og dermed optog ham i den juliske familie. Derved arvede Octavian Cæsars dignitas.

Man kunne først måle størrelsen af en mands dignitas efter hans død, og derfor spillede også en romerske begravelse en meget stor rolle, fordi hele begravelsesceremonien kunne være med til at styrke den afdødes dignitas og dermed slægtens.