den hinduistiske retsfamilie

Den hinduistiske retsfamilie betegner de retssystemer, der indeholder elementer af hinduismens regler for menneskers samkvem. Reglerne kan føres tilbage til den overleverede Manusmriti (Manus lovbog), som formentlig stammer fra omkring 100 e.Kr. Ud over Indien kan formentlig kun Nepal siges at have et hinduistisk retssystem.

De regler, som blev nedfældet i de religiøse skrifter, er overvejende af privatretlig og strafferetlig karakter. Efter den klassiske, nu forladte, hinduret blev ægteskab arrangeret af familien, uden at parternes samtykke spillede nogen rolle. Ægteskab mellem personer fra forskellige kaster var i princippet forbudt, og det samme gjaldt i visse tilfælde af sammenfald eller lighed i familienavn. Ægteskabet var uopløseligt, men under visse forudsætninger kunne ægtemanden tage sig en ny hustru, navnlig hvis hustruen havde krænket sine ægteskabelige pligter. Det var forbudt for en enke at gifte sig igen; et nyt ægteskab ville være ugyldigt, og eventuelle børn ville blive anset for at være født uden for ægteskab.

De arabiske invasioner i 800-tallet, som førte islams regler til det indiske kontinent, og den senere britiske kolonisation, der introducerede common law-systemet, førte med sig, at andre retssystemers regler blev absorberet og integreret i det hinduistiske retssystem. De domstole, som briterne oprettede i løbet af kolonitiden, og som i vidt omfang anvendte hinduret, respekterede fx ikke de religiøse hinduskrifter som eneste retskilde. For dem var tidligere retsafgørelser på samme måde som i England en afgørende kilde.

Efter Indiens selvstændighed blev der i 1955 vedtaget en lovgivning om person-, familie- og arveretlige spørgsmål, herunder The Hindu Marriage Act om indgåelse af ægteskab og om ægteskabets retsvirkninger m.m. Denne lov er præget af vestlige retsforestillinger; den forbyder polygami, tillader skilsmisse og afskaffer de legale hindringer for, at personer fra forskellige kaster kan gifte sig med hinanden. Omvendt er der (1996) sket meget få ændringer i den strafferetlige lovgivning, der trådte i kraft i 1861, baseret såvel på engelsk straffelovgivning som på hinduistiske regler.

Der er ingen større mulighed for at få domstolenes anerkendelse af religiøse regler, som er i strid med de nu vedtagne indiske love. Det forhindrer imidlertid ikke, at mange føler sig bundet af reglerne og så vidt muligt lever i overensstemmelse med dem.