Couvade, (fr., afledt af couver 'udruge', af lat. cubare 'hvile'), barselsseng for mænd, den skik, at manden passer og plejer den nyfødte. Rollebytningen kan desuden antage en symbolsk form, hvor manden illuderer fødselssmerter. Tidligere teorier har søgt at forklare skikken som udtryk for et særligt stærkt bånd mellem fader og barn.

Eksempler på couvade er kendt fra samtlige kontinenter og fra oldtiden op til i dag. Hos amazonindianerne praktiserer man couvade i stor udstrækning. Her er det oftest manden, der ses liggende i hængekøjen med den spæde, hvilket synes at have både praktiske og magiske formål. Manden er her som jæger udsat for besmittelse fra dyreånder, der anses for farlige for spædbørn. Han må derfor afstå fra sine daglige jagtaktiviteter og kun passe barnet. Moderen kan derimod godt opretholde sit daglige arbejde i agerbruget uden at bringe barnet i fare.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig