Computer - den analoge computer, Forskellen mellem en analog og en digital computer svarer til forskellen mellem måling og tælling. Den analoge computer bruger en fysisk proces som en analogi til en ønsket beregning og opererer med kontinuerte fysiske størrelser såsom elektriske spændinger, hydrauliske tryk eller mekaniske stængers, kuglers og skivers position.

Et simpelt eksempel er en termostat til et oliefyr, hvor en kontinuert måling af temperaturen bruges til at styre fyrets funktion.

Den analoge computers virkemåde beror på, at helt forskellige fænomener kan beskrives vha. den samme matematiske formalisme. Fx kan man beskrive strømningsforholdene omkring et skibsskrog ved hjælp af differentialligninger, og ud fra de elektriske love kan man konstruere et elektrisk kredsløb, der beskrives med ligninger af samme form, men blot med andre skalafaktorer.

Det elektriske kredsløb kan derfor bruges som en model af skibet. En skalamodel af et skib ligner skibet helt bogstaveligt, mens en analog computer kun har den tilgrundliggende matematik tilfælles med det, den modellerer.

Analoge computere arbejder med en hastighed, der er bestemt af de fysiske processer, de bygger på, fx elektriske signalers udbredelseshastighed. De er derfor særlig egnede til styringsprocesser, hvor beregningerne skal ske sideløbende med den dynamiske proces, der skal styres; fx flysimulatorer.

Ulemperne er, at det er dyrt at lave analoge computere meget nøjagtige, og at de er vanskelige at programmere og derfor ret ufleksible. Omstilling til en anden opgave består i princippet i at ændre maskinens indre struktur ved at koble det elektriske kredsløb på en anden måde.

Man har forsøgt at forøge fleksibiliteten ved at kombinere det digitale og det analoge princip i de såkaldte hybride computere; analoge computere egner sig dog stadig bedst til specialopgaver.

Den digitale computer er derfor langt den mest udbredte type, men der er tegn på, at analoge computere vil få en renæssance til konstruktion af visse former for såkaldt "intelligente" maskiner, først og fremmest ved anvendelse af neurale netværk.

Læs mere om computerens historie eller om computere generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig