Choctaw, (eng. for det indianske chahta 'rød, flad'), nordamerikanske indianere af muskogeesprogfamilien. Choctaw er beslægtet med chickasaw og hører som dem til de såkaldte civiliserede stammer. Choctawindianerne var oprindelig landbrugere i Mississippi og Alabama og levede i 1700-t. i 115 bysamfund. I 1830'erne blev de flyttet til Oklahomaterritoriet. Mindre reservater findes i dag i Mississippi; ved 1990'ernes begyndelse blev antallet af choctaw anslået til at være ca. 17.500.