cancerregister

Artikelstart

Cancerregister, register over kræftpatienter, hvor der løbende modtages anmeldelser om alle kræfttilfælde fra et givet geografisk område.

En anmeldelse indeholder oplysninger om patientens persondata og om kræftsygdommens type, udbredelse og behandling. Desuden anmeldes alle kræftdødsfald. På basis af disse oplysninger udvikles en epidemiologisk beskrivelse af de enkelte kræftsygdomme, specielt med henblik på forskelle i geografisk udbredelse og på ændringer i hyppighed gennem årene. Sådanne statistikker kan danne udgangspunkt for hypoteser om kræftsygdommenes årsager.

Det danske cancerregister blev grundlagt i 1942 af Johannes Clemmesen som forskningsinstitution under Kræftens Bekæmpelse. Det er det ældste og mest komplette af sin art. Det danske cancerregister (Cancerregisteret) administreres i dag af Sundhedsdatastyrelsen.

Se også kræft.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig