Bygningsfejl, astigmatisme, brydningsfejl i øjets optiske system. Ved bygningsfejl er øjets lysbrydende evne ikke den samme i alle planer. Der dannes herved et uskarpt billede på nethinden, og synet bliver nedsat. Hvis det stærkest brydende plan står vinkelret på det svagest brydende plan, taler man om en regelmæssig bygningsfejl. Eksempelvis kan brydningen være stærkest i det lodrette plan og svagest i det vandrette plan. Lysstråler, der brydes i det lodrette plan, vil derfor inde i øjet fokuseres i et punkt, der ligger foran det punkt, hvor de vandrette stråler fokuseres. For at samle billeddannelsen til ét punkt må man enten svække brydningen i det lodrette plan eller forstærke brydningen i det vandrette plan. Dette kan lade sig gøre med en såkaldt cylindrisk korrektion (brilleglas eller kontaktlinser), hvis brydning ikke er ens i alle planer.

Cylinderkorrektionen karakteriseres ved to optiske styrker vinkelret på hinanden. Bygningsfejlen korrigeres ved, at cylinderglasset anbringes foran øjet i en retning, der nøje modsvarer bygningsfejlens akse, der angives i grader.

Bygningsfejl beror oftest på en medfødt formændring af hornhindens overflade, som i stedet for at være rund som en del af en kugleflade har en mere aflang facon, nærmest som overfladen af et æg. En lille bygningsfejl (mindre end 1/2 dioptri) forekommer hos mange mennesker og vil almindeligvis ikke kræve briller. En større bygningsfejl vil kræve korrektion, for at synet skal være godt. Ofte forekommer bygningsfejl sammen med en anden brydningsfejl (nærsynethed eller langsynethed).

Hos børn kan en stor bygningsfejl eller anden brydningsfejl (specielt ensidig) give varig synssvækkelse (amblyopi), hvis den ikke korrigeres inden skolealderen. En stor bygningsfejl, der ikke kan korrigeres med briller eller kontaktlinser, kan i særlige tilfælde behandles med en hornhindeoperation. Bygningsfejl, der ikke har været til stede fra fødslen, kan skyldes øjenkirurgiske indgreb (fx operation for grå stær), skader eller betændelse på hornhinden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig