Bistandsantropologi, praktisk anvendelse af antropologi i planlægning, udførelse og evaluering af bistandsprojekter inden for internationale, nationale og ikke-statslige organisationer (NGO). Bistandsantropologi fokuserer på de socio-økonomiske og kulturelle konsekvenser af et givet udviklingsprojekt og søger i størst mulig grad at forene det med sociale og kulturelle normer hos den berørte befolkning samt at fremme befolkningens accept af projektet.

En variant af bistandsantropologi er beslægtet med aktionsforskning. Her stilles den faglige ekspertise til rådighed for en given befolkningsgruppe i dennes egen realisering af givne mål. Den praktiske anvendelse af antropologi i bistandsprojekter har vundet betydelig udbredelse i 1970'erne og 1980'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig