Bispestav, en kunstnerisk udformet krumstav, som katolske bisper modtager ved deres indvielse og bærer ved højtidelige lejligheder. Den har form som en hyrdestav og symboliserer det kirkelige hyrdeembede. Bispestavens øverste, spiralsnoede del er i reglen udformet som en slange og/eller en plante. Det svarer til Moses' og Arons stave i Det Gamle Testamente (2.Mos. 4, 2-4 og 7, 9-10 samt 4.Mos. 17, 23). Bispestaven anvendes også i den svenske og i den anglikanske kirke.
bispestav

Bispestav af forgyldt sølv, udført i 1539 for kurfyrst Albrecht af Brandenburg, der også var ærkebiskop af Magdeburg og Mainz. Den øverste del, prydet med akantusblade, snor sig om et krucifiks; den har sengotisk karakter og er sikkert ældre end knoppen, som er forsynet med Albrechts våben omgivet af vinløv. Under Trediveårskrigen blev staven i 1631-32 ført til Sverige som krigsbytte, og derfor befinder den sig i dag på Statens historiska museum i Stockholm.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.