Besvimelse, lipotymi, synkope, kortvarig bevidstløshed med forbigående tab af muskelkraft og med spontan opvågnen.

Besvimelse er et almindeligt forekommende fænomen i de fleste aldersgrupper, men den præcise hyppighed kendes ikke. Man regner med, at mere end 1-2% af befolkningen oplever at besvime en eller flere gange.

Besvimelse udløses normalt af et pludseligt og forbigående fald i blodtryk, hvilket medfører nedsat blodgennemstrømning og ilttilførsel til hjernen. Tab af bevidsthed vil normalt forekomme, hvis blodgennemstrømningen til hjernen ophæves i 5-15 sekunder.

En almindelig form for besvimelse kan ses hos yngre mænd, der har stået op længe, fx soldater opstillet i et æreskompagni. Ved denne tilstand ophobes blodet i venerne i benene, hvorved tilbageløbet af blod til hjertet reduceres.

Besvimelse kan også udløses ved psykisk påvirkning, fx ved blodprøvetagning, eller hvis man er vidne til blodige begivenheder. Derved udløses via vagusnerven til hjertet en refleks fra hjernen (vasovagalt anfald), hvorved pulsen bliver meget langsom (under 40) og blodtrykket falder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig